Hver gang 169 patienter bliver screenet for hjerte-kar sygdomme med et nyt screeningsprogram, bliver ét liv reddet viser nye data publiceret i Lancet.
Det nye screeningsprogram undersøger blodtrykket, graden af åreforkalkning og udposning på hovedpulsåren (aorta) ved hjælp af ultralyd. Mænd i alderen 65-74 år har deltaget i undersøgelsen, der startede helt tilbage i 2008.
“Mere end 20 pct. af deltagerne i screeningsgruppen havde gavn af screeningen Og det var et – for Jes S. Lindholt – overraskende resultat, at så mange af mændene havde udiagnosticerede kardiovaskulære sygdomme, når man i dag i stort omfang har adgang til diagnostisk teknologi” i følge Nana Fischer fra Dagens Medicin.
Vil du vide mere om hvad man ser efter og hvordan man undersøger for hjerte-kar sygdomme?
Hovedpulsåren fordeler iltet blod fra hjertet til hele kroppen. Jo ældre vi bliver, jo større sandsynlighed for åreforkalkning og mindre elastiske pulsårer. Hos nogle sker det i en sådan grad, at der dannes en udposning, som i værste fald kan sprænge.
Langt de fleste blodpropper skyldes åreforkalkning. Derfor er graden af åreforkalkning vigtig at holde øje med. Åreforkalkning er fedt og kalk, der sætter sig i karvæggen og snævrer blodåren ind. Man kan se tidlige tegn på åreforkalkning i halspulsårerne.
Blodtrykket er et mål for, hvor hårdt dit hjerte arbejder. Blodtrykket bør ikke være over 135/85 mmHg. Er blodtrykket for højt, kan du nedbringe risikoen for en blodprop med 40% ved at sænke det med 10 enheder.